Skip til hoved indholdet

Er du kommet op i alderen og vil du gerne dyrke mere motion eller overvejer du at begynde til en idrætsgren? Så findes der mange muligheder i Halsnæs, som måske passer til netop dine behov.

 

Du får en sundere og mere rørig krop ved at dyrke motion og idræt, og samtidig kan du få sociale oplevelser og nye bekendtskaber. Aktiviteter der styrker kroppens muskler og led, såsom styrketræning og boldspil, kan blandt andet medføre at dine daglige gøremål føles betydeligt lettere.

 

Bevæg dig gennem Halsnæs skønne natur


I Halsnæs er der et bredt udvalg af motions-, natur- og aktivitetsstier. Der findes bynære sundhedsspor til den kortere gå- eller løbetur samt længere vandrestier gennem skove og langs kyster.

 

Halsnæs kan også opleves på to hjul. Her er gode cykelruter og mange landeveje, der fører dig rundt i det smukke landskab. Skovene og det bakkede terræn skaber desuden ideelle forhold til spændende ture på mountainbike.

Med en 55 km lang kyststrækning er der mange muligheder i Halsnæs for aktiviteter ved vandet. Tag fx en svømme- eller badetur i havet ved en af kommunens mange strande. Vil du hellere være oven vande, kan du ro i kajak i fjordene eller sejle ud på Kattegat. I Halsnæs er der mulighed for leje af kajak eller kano, og flere steder er der landgangspladser og shelters.

 

Styrketræning, motion og fitness


Fysisk træning kan forbedre din balance, kondition og muskelstyrke, hvilket kan få din krop til at føles flere år yngre. Der findes et hav af muligheder for træning af kroppen, både gennem de private fitnesscentre men også gennem foreninger, aftenskoler og aktivitetshuset Paraplyen. 

 

Frederiksværk svømmehal kan du udover svømmetræning også dyrke AquaPunkt, som er øvelser i vand, der er med til at styrke din krop og lindre smerter og gener.

 

Hop, dans og spring i takt til musikken


Kan du godt lide at bevæge dig til musik, kan du overveje at begynde til gymnastik, dans eller Zumba. Der er mange muligheder i Halsnæs for aktiviteter og hold, hvor alle kan være med. I G.D.V Hundested kan du fx prøve linedance eller folkedans. Flere gymnastikforeninger har ikke kun gymnastik men tilbyder mange forskellige slags hold. I Frederiksværk Gymnastikforening har de fx Zumba-Fitness og Gymnastikmotion.

 

Konkurrence, leg og fælleskab


Boldspil skaber fælleskab og sammenhold både på og uden for banen, og her kan tredje halvleg være lige så vigtig som selve kampen. Boldspil er i øvrigt en rigtig god motionsform til at forbedre ens sundhed og fysiske helbred. Du kan tage et slag tennis i Frederiksværk Tennisklub eller finde de gamle støvler frem til en omgang fodbold hos Melby Liseleje IF.

Er du til idræt der kræver præcision?


Prøv en af de mange træfspil såsom petanque, dart eller bowls. Du kan også kombinere en gåtur i det fri med et spil krocket i Ølsted Idrætsforening eller golf i Asserbo Golf Club.

 

Gymnastik for hjernen


Tag et spil bridge med gode venner eller skab nogle helt nye bekendtskaber, fx i Hundested Bridgeklub eller Frederiksværk Bridge Klub. Du får socialt samvær, hygge og trænet hjernen når du spiller forskellige kort– eller brætspil. Ældre Sagens lokalafdelinger i Hundested og Frederiksværk tilbyder mange forskellige aktiviteter blandt andet skak, whist og canasta.

 

I pjecen Bevæg dig i Halsnæs - For borgere over 60 år, får du et samlet overblik over motions- og idrætstilbud. Du finder pjecen under downloads i højre menu her på siden.

Kalenderen

I kalenderen her på siden kan du se alle de større begivenheder i Halsnæs. Oplev Halsnæs-kalenderen samler begivenheder fra mange forskellige arrangører. Har du spørgsmål eller søger du information om handicaptilgængelighed, bedes du kontakte arrangøren af den pågældende begivenhed direkte.

Se kalenderen her