Skip til hoved indholdet

Vi tager dig med på eventyr i Halsnæs’ mange børneattraktioner og friluftsaktiviteter. Her får du et lokalt indblik i udvalgte steder, dine og mine børn bare må opleve i Halsnæs.

 

Spring op og fald ned, hop ind i fantasiens verden og mød kulturhistorien midt i naturen.
Vi tager dig med på eventyr i Halsnæs’ mange børneattraktioner og friluftsaktiviteter, hvor du kan få et lokalt indblik i, hvilke steder dine og mine børn bare må opleve i Halsnæs. 

 

Fra fjord til hav – krabbeløb og klappefisk

Det er ingen hemmelighed, at Halsnæs har et hav af strande. Men vidste du også, at du ved Lynæs Havn kan hoppe i glæden fra ildsjælenes badebro. Her mødes lokale og besøgende med madkurv og kaffekande ved det lille røde fyr. Langs den smukke badebro, der svinger sig mellem de store sten, sidder børn med net og spande og fanger tangnål, krabber og hundestejler. Efter en våd fornøjelse kan du tage din krabbefangst med til krabbeløbsbanen ved Lynæs lystbådehavn.

 

Oplev livet langs vandkanten, og følg strømmen fra Lynæs til Hundested. Hundested Havn bugner af både oplevelser i vand og på land. Leg sælhund for en dag på naturlegepladsen med både fiskeruse, gynger, legehuse og tag en klatretur på det flotte udskårne klatrestativ og sælhundene, eller klap en fisk på havnen.

 

Leg, svæv og slå lejr i naturen

Tæt på vand og strand finder du nogle af Halsnæs skønne naturlegepladser på både Hundested Havn og ved Liseleje strand, hvor du finder den meget omtalte ”Havtyren.” En legeplads med vidde og brede i sit udbud af legeredskaber og naturomgivelser. Vippe, klatrestativer, rutsjebane, svingbro, gynger og svævebane er blot nogle af de herligheder, du kan finde i på legepladsen Havtyren.

 

Er du betaget af farten på svævebanen, så tag turen fra Liseleje til Frederiksværk, hvor du finder den helt nye 35 meter lange svævebane langs stien mellem Strandvejen/Solvænget og Duevej. Kom tæt på en flyvetur med udsigt over byen. Ved siden af svævebanen er opført en forhindrings-bane af træ, der vokser ind i de skovlige omgivelser. Tæt på denne oplevelse finder du endnu en naturlegeplads og motionsplads på Classens bakke i skoven lige bag Frederiksværk Kirke. Her er også mulighed for at søge ly under et shelter og bage snobrødsdejen ved bålpladsen eller nyde madpakken ved borde og bænke.

 

Vil du have en fantastisk udsigt til madpakken er naturlegepladsen i Ølsted Grusgrav et besøg værd. Her kan der gynges, klatres, rutsje og meget mere med udsigt over Ølsted og Arresø. Ved legepladsen er der opført shelters og madpakkehus, som indbyder til hygge midt i naturen.

 

Har du mod på at slå lejr i skoven så tjek vores guide til oplevelser i skoven ”Kan du se skoven for bare træer?” – der er masser af tips at hente til gode skovoplevelser for små og store legebørn.

 

Oplev Halsnæs på hjul – skateboards og løbehjul

Har du fartglade børn og unge, der vil træne balancen, så er Halsnæs rig på bakket terræn inde som ude. På Præstebrovej 20 i Ølsted finder du skaterhallen Olliestedet. Her kan du afprøve dit mod på de forskellige ramper – så medbring dit skateboard eller løbehjul. Skaterhallen har åbent alle ugens dage. Se åbningstiderne her.

 

Rul på bølgen også på land. På strandvejen i Hundested finder du Mellemrummet med udendørs skaterramper. Afprøv de forskellige ramper og asfalterede bakker, hvor alle på og uden hjul er velkomne til at få pulsen i vejret.

 

Naturskatten - tag på skattejagt i dit lokalområde

Naturskatten er en app designet til at få børn og unge ud i naturen. App’en viser et naturskattekort med syv skatte, som I skal nå at finde på tid. På naturskønne ruter fører app'en dig og dine unger nærmere, I får løbende opgaver og vil samtidig blive oplyst om områdets mange skatte. Ved hver skat åbenbares sjove informationer, quizspørgsmål og "levende" grafik om lige netop det natursted, du har nået.

 

Download Naturskatten gratis og se, hvor hurtigt du kan gennemføre ruten. Hvis du svarer rigtigt på spørgsmålene om stederne undervejs er der bonustid at hente. Følg kompasset og bliv klogere på dyr og planter. Virker på iPhone og Android, men kræver at enheden har indbygget GPS.

 

Har du flere gode tips til børneaktiviteter – og attraktioner i Halsnæs eller vil du dele en god børneoplevelse med os? Så skriv til oplev@halsnaes.dk

Kalenderen

I kalenderen her på siden kan du se alle de større begivenheder i Halsnæs. Oplev Halsnæs-kalenderen samler begivenheder fra mange forskellige arrangører. Har du spørgsmål eller søger du information om handicaptilgængelighed, bedes du kontakte arrangøren af den pågældende begivenhed direkte.

Se kalenderen her