Skip til hoved indholdet

Tag på bådtur

Tag på bådtur

I Halsnæs er der flere muligheder for at komme ud på vandet - helt uden at skulle ro eller padle.

 

Arresøen

 

MS Frederikke er Arresøens ukronede dronning. En smuk, gammel båd med plads til op til 50 personer. Frederikke sejler fra Arresødal og lægger også gerne til ved Auderød Havn og Ramløse. Af og til er turen kombineret med kulturelt og historisk indhold som fx Fodtur & Sejltur, og populære er ligeledes nattergaleturen, løvfaldsturen og de mange andre oplevelsesture. Snyd ikke dig selv for en tur med MS Frederikke.

 

Hundested Havn

 

Hvis ikke du er heldig selv at have en lystbåd i havnen er der heldigvis andre muligheder. Vil du blot nyde vandet og havluften et stykke tid, så kan du tage en tur med veteranskibet S/S Bjørn, der sejler fra Hundested i juli måned.

 

Vil du derimod krydse Isefjorden, så kan du tage færgen Hundested-Rørvig og tilbage igen. Det tager kun 25 minutter og der er drift hver halve time - perfekt til en sommerudflugt til Odsherred.

 

Sølager

 

Fra Sølager kan du sejle med den lillebitte færge M/F Columbus til Kulhuse i Hornsherred over Roskilde Fjord - turen over fjorden tager ca. 8 minutter. Færgen har plads til 8 personbiler og 70 personer. Færgen har ikke faste afgangstider, men sejler efter behov - ligger færgen ikke til i Sølager skal man benytte et vendesignal for at tilkalde den.

 

Sidst ændret:

fredag, 15. juli, 2022 - 12:01