Skip til hoved indholdet

Nyd områdets smukkeste naturoplevelser - både de populære og de mindre kendte.

 

Fortidsminder

Allerede tidligt har området omkring Halsnæs været beboet, hvilket de mange fredede fortidsminder, som i dag stadig træder frem i landskabet, vidner om. Især gravhøjene fra bronzealderen (1700-500 f.Kr.) tiltrækker sig opmærksomhed med deres bakkede fremtoning. 

 

Syvhøje er en samling af hele otte gravhøje, med de syv af højene på en nord-sydgående række, hvilket har givet navn til stedet. I dag kan fire af gravhøjene stadig opleves sammen med den spændende og sjældne flora, som findes i området ved Præstelodsvej i Melby.

Ikke langt derfra, kan man se den gamle men velholdte Melby Mølle fra 1878. På Arrenæs kan man også fornemme fortiden ved Dragebjerg, der ligesom Syvhøje er en gammel gravplads med flere bronzealderhøje. Den højest beliggende gravhøj er placeret på selve Dragebjerget, 45 meter over havets overflade.

Der er en smuk udsigt over Arresø, og ser man godt efter, kan man ikke langt fra søens bred se en redeplatform bygget til Fiskeørnene i området. 

 

Rundebakke ved Ølsted er en anden type af fortidsminde, nemlig en bavnehøj. Denne bavnehøj er blevet brugt som signal- og alarmeringsvej ved indtrængende fjender i Roskilde fjord. Herfra er der et imponerende udsyn over det kuperede overdrevslandskab, de stejle kystskrænter og ikke mindst over Roskilde Fjord.

 

Den skønne natur

Halsnæs byder på mange spændende naturoplevelser lige fra det spændende dyre- og planteliv på områdets stejle kystskrænter, græssede overdrev og skove til fuglelivet omkring Arresø og nogle af Danmarks bedste badestrande

 

Grævlingehøj ved Kregme er med sine 55 meter over havet, Halsnæs’ Kommunes næsthøjeste punkt med både udsigt til Roskilde Fjord og Danmarks største sø, Arresø. Grævlingehøj er levested for flere sjældne dyre- og plantearter heriblandt den fredede Grenet Edderkopurt.

 

Ét andet af de bedste og mest interessante naturområder langs Roskilde Fjords østkyst er førnævnte Rundebakke ved Ølsted. Her finder man en mosaik af forskellige naturtyper, hvilket giver grobund for et rigt plante- og insektliv med flere sjældne arter imellem. Fra toppen af Rundebakke kan den smukke udsigt over Roskilde fjord rigtig nydes.

 

Hvis man er interesseret i planter, og vil kombinere aftenkaffen med en botanisk oplevelse ud over det sædvanlige, er Hald strand, på vejen mod Hundested, uden tvivl et besøg værd. Her kan man nemlig som det eneste sted i Danmark finde den fredede plante Røllike-gyvelkvæler, der som noget usædvanligt ikke får sin energi gennem fotosyntesen, men derimod ved at snylte på almindelig røllike. Turen til Hald strand kan rundes af med en tur langs vandet og en aftendukkert i Kattegat eller en omgang fiskeri.

 

Hvor naturen møder byen

Mødet mellem natur og by kan måske virke både modstridende og brutalt. Men et sådan møde kan også give nogle nære, vedkommende og helt anderledes naturoplevelser end dem, vi er vant til. 

 

Lyngbakkerne i Hundested er et glimrende eksempel. Her er et fredet hedeareal blevet bevaret og senere hen omgivet af byen. Fra toppen af de lyngklædte bakker kan man nyde både udsigten og solnedgangen, og ikke langt derfra kan man finde Valdemar Poulsens Høj, som er et af de bedste udsigtspunkter i Hundested

 

I Frederiksværk rejser Bakkestien sig som grøn mur, der støder op til byen. Her kan man rigtig fornemme, hvordan natur og by møder hinanden, og som eksempel blev det krudt, som tidligere blev produceret på Krudtværket i Frederiksværk, opbevaret i krudttårne på bakkekammen, i sikker afstand fra byen.

 

Oplevelser for både store og små

Skal der være lidt for både børn og voksne er netop Bakkestien en oplagt mulighed.

Bakkestien følger toppen af en markant gammel kystskrænt, der hæver sig som en bakkekam bag Frederiksværk. Turen byder på en imponerende udsigt over Roskilde Fjord og Frederiksværk og følger man stien, kommer man forbi Krudtskuddet, som er en svævebane anlagt af Halsnæs Kommune, hvor de små kan boltre sig, mens de store kan nyde området og måske en kop medbragt kaffe.

 

Skal børnene lokkes med på tur, er også Lynæs et besøg værd. De lavvandede områder ved Lynæs er den perfekte ramme for vandleg og forskellige vandsportsaktiviteter.

 

Desuden har de smukke kystskrænter i området ved Store Karlsminde ikke langt derfra, en del sjældne arter af dyr og planter, og man kan være heldig at få øje på Nordisk Fugleedderkop - en vaskeægte dansk fugleedderkop!

Kalenderen

I kalenderen her på siden kan du se alle de større begivenheder i Halsnæs. Oplev Halsnæs-kalenderen samler begivenheder fra mange forskellige arrangører. Har du spørgsmål eller søger du information om handicaptilgængelighed, bedes du kontakte arrangøren af den pågældende begivenhed direkte.

Se kalenderen her