Skip til hoved indholdet

Savner du Vesterbro, eller vil du bare snuse lidt til hipstertilværelsen – du ved, den med fuldskæg, gadefester og masser af god kaffe? Så hop op på christianiacyklen og følg med – Halsnæs har det hele!

Som en lille service har vi nemlig udvalgt en række oplevelser, der kan gøre enhver storbyrangen stridig. 

 

De daglige bønner

Noget af det, man frygter mest som eksil-storbybo, er at man ikke kan få sit daglige kaffe-kick, lavet på friskristede bønner i lige den farve du har mest kær. Frygt ej – for i Hundested finder du en hyggelig lille kaffebar med prima bønner i koppen og lækre lokale godbidder. Det Lille Kafferisteri er drevet af Signe og Anders, der udover at servere den højeste kaliber kaffe også har gedemælks is og Friis Holm chokolade. Her kan de latte-hungrende horder  tilfredsstille kaffetrangen og ofte også blive underholdt af kaffeproduktions-nørderi. What's not to like!?

Gourmet og gode råvarer

Hvis du vil skrue lidt op for forkælelsen af smagsløgene kan du besøge Tinggården, hvor køkkenchefen Jan Friis-Mikkelsen, kendt fra Den Store Bagedyst, inspireret af det franske landkøkken gør god brug af lækre lokale råvarer. En gang imellem inviteres der til Mad i Laden, hvor der er skruet ned for prisen og op for spisningens sociale elementer.

Hvis du er en sand gourmet, så kaster du dig måske hellere selv ud i køkkenets glæder  – i så fald kan du nemt få fingre i smagfulde råvarer. Hver anden lørdag i sommerperioden kan du finde et stort udvalg af lækker kilometermad på Torup Marked, og ellers er der et væld af små gårdbutikker, du kan besøge.

 

En kold fra kassen

Til en god frokost hører selvfølgelig en god øl - så sig goddag til Halsnæs Bryghus! Her flyder den gyldne drik fra hanerne og byder på hjemmebryg i særklasse. Bryggeriet er leveringsdygtige i lokale klassikere som fx ”Røde Ran” og ”Store Knud”, og byder også på sæsonbryg og gæstebryg. I det hele taget er der nok at komme efter for øl-entusiaster eller livsnydere generelt. Man spiser nemlig også godt på Bryghuset, der året rundt supplerer de våde varer med et mundvandsfremkaldende menukort. På bryghuset kan du også indtage din obligatoriske søndagsbrunch og pleje eventuelle tømmermænd med rigelige mængder salt, sukker og sort kaffe suppleret med opkvikkende havluft. Skål i skibet.

Nu vi er ved øl: Så er Slusen eller Generalens Bar i gågaden ("Generalen" i folkemunde) dine lokale vandingstrug, når du længes hjem til Blomsten eller McKluuds på Vesterbro. De brune bodegaer lever i bedste velgående i Frederiksværk, og på Slusen, er det hot at deltage i den årlige rafleturnering og få sit bodeganavn slået fast med syvtommersøm på et permanent skilt over baren. Så går du efter stjernestatus på bodegafronten, er det her, du skal lægge din energi. Er du i det hele taget lidt af en gambler, så er torsdagsbingo på Slusen et fast indslag, hvor du kan vinde kolde øl eller kontanter. Bodegaen har også live-musik, julefrokost og en årligt tilbagevendende grisefest, hvor der serveres branket svin og sangria i rå mængder. Generalens Bar er den klassiske ældre herre i slænget med skinnende brune chesterfield-sofaer, billardbord og lamper med grønne glas. Du vil med garanti føle dig hjemme.

 

Hold figuren med stil

Når nu kaffe, øl og mad er på plads, er det tid til lidt motion. Bevæger du dig nordpå mod Halsnæs, behøver du aldrig mangle muligheder for at udfolde dig fysisk på alle leder og kanter. Er du vant til at sejle i kajak i Københavns havn, så vil du måske blive overrasket over hvor stille og utrolig smuk Halsnæs er fra vandsiden. Lej fx din kajak eller Kano på campingpladsen Fredfyldt eller Ågabet Outdoor Center. Du kan selvfølgelig også vælge at opleve vandet mere i øjenhøjde og kaste dig ud i havsvømning – både vinter og sommer kan du møde ligesindede havbadere, fx i Liseleje eller Lynæs. Vil du have fart over feltet, kan du lade svømningen kulminere i en ”Stålmand” – Frederiksværks svar på Ironman i lidt mere spiselig udgave.

Skal farten være højere endnu, så spænd kite og briller, og kast dig ud i bølgerne. Eller lej en SUP og prøv kræfter med en lidt mere begyndervenlig version af surfsporten. Trænger du til at geare ned bagefter, kan du snuppe en tur i vildmarksbad med udsigt over fjorden hos Lynæs Surfcenter. 

 

Er du mere til solhilsen og nedadvendt hund end ekstremsport, så er du også kommet til det rette sted. Både omkring økolandsbyen Dyssekilde og andre steder i Halsnæs er der dygtige yogainstruktører, der udbyder deres ekspertise – ofte udendørs i smukke omgivelser, så du kan nyde naturen, mens du plejer krop og sjæl. Foretrækker du nærmere at have noget med hjem efter en aktiv dag i naturen? Så kast dig ud i lystfiskeriets glæder.  

 

Og skal motionen ikke være vildere, end at det kan klares i godt selskab og med en læskedrik i hånden, så anbefaler vi at prøve discgolfbanen.

 

FOMO og folkefester

I Halsnæs behøver du aldrig kede dig – her er arrangementer hele året rundt med masser af hipster-faktor, så hvis du ikke passer på, kan du sagtens komme til at lide af et alvorligt tilfælde af FOMO (Fear Of Missing Out). Du kan høre eksklusiv jazz i intime omgivelser på Mejeriet i Torup, du kan feste i gården ved Gjethuset, når de afholder udendørskoncerter om sommeren – fx i forbindelse med byfesten Kanonfredag, hvor Frederiksværk summer af liv. I det hele taget elsker vi at feste i Halsnæs – du kan fx besøge den årlige Krudtværksfestival, den stemningsfulde ”White night” i Liseleje eller den helt nye festival, Folkely, der er Hundesteds nye festival, hvor borgerinddragelse, byudvikling, musik og kreativitet går hånd i hånd.

 

Er du mere til hyggelige sysler i godt selskab skal du besøge karl-e – en café drevet af frivillige i et gammelt butikslokale i Frederiksværk. Her får du god mad, intimkoncerter, brætspilsaftener, strikkecafé og meget mere – det perfekte sted at opsnappe lokal sladder og få nye bekendtskaber.

 

Nyd en tur i hipsterens fodspor og se Halsnæs fra en ny vinkel. God fornøjelse!

Kalenderen

I kalenderen her på siden kan du se alle de større begivenheder i Halsnæs. Oplev Halsnæs-kalenderen samler begivenheder fra mange forskellige arrangører. Har du spørgsmål eller søger du information om handicaptilgængelighed, bedes du kontakte arrangøren af den pågældende begivenhed direkte.

Se kalenderen her